, sådan starter mangt et eventyr. For mange er det også ensbetydende med noget, de kunne engang og nu gerne vil i gang med igen og helst på lige så fuldt blus, som der var engang. Det kan faktisk komme til at afskrække nogen fra træning, når de så oplever, at de faktisk ikke er helt på toppen med det samme.
Der har været masser, der har holdt træningsmæssig lav profil på grund af restriktioner og smittefare i de sidste år. Dem burde vi nu kunne forvente at se en del af på måtten igen. I mangel af bedre udtryk vil jeg kalde dem ”tilbagekommende”. Der kommer sikkert også en række nye ind på måtten, som starter for allerførste gang.
Fælles for dem vil være, at der har været masser af stilstand over de sidste par år. Undersøgelser (se nederst for et par eksempler) viser, at der har været en klar nedgang i fysisk aktivitet både under første og anden nedlukningsperiode.
Det gode er, at der må sidde masser af personer i alle aldre, der på det nærmeste skriger efter at komme ud og foretage sig noget. De fleste ønsker faktisk at bevæge sig. Der burde således være rig mulighed for at sætte aktiviteter i gang og få medlemmer til dem. Din klub kan søge om støtte til at ”genstarte” aktiviteter i klubben. Se mere på linket til DIF med støtte nederst.
Den anden side af muligheden.
Det klubberne og naturligvis instruktørerne skal være opmærksomme på er, at vi får en større andel af nye og tilbagekommende medlemmer, som ikke har været vant til at røre sig så meget i en periode.
For de nye er der nok ingen særlig problemer. Vi passer på dem, sætter dem langsomt i gang og søger for, at de ikke bliver over anstrengt mere end højst nødvendigt. Det er styret af instruktøren og af, at den enkelte som regel lige skal lære, hvad det er, der foregår, inden der kan sættes fuld fart og energi i træningen.
For de tilbagekommende er det en anden sag. Det er ikke så svært at genkende dem, der kommer tilbage og ikke har foretaget sig noget i pausen. De puster og stønner, de ømmer sig og de ser generelt lidt overraskede ud over hvor hårdt det egentlig er. Det er uanset om, de er unge eller gamle.
De kan meget hurtigt vise sig at lide af ”Der var engang” syndrom. De kan sikkert huske, at de kunne tage 50 armstrækkere i rask tempo under opvarmningen, de kunne blive kastet hårdt i gulvet 40 gange uden at mærke det, de kunne springe over 8 mand for at lave et langt rullefald, sparke alle i hovedhøjde eller hvilket niveau, de nu var nået til.
Dette ”Der var engang” fører ofte til, at de den første træning presser sig selv til det niveau, som de altid har kunnet gennemføre og dagen efter finder ud af, at det var lige over det nuværende niveau.
Vær nu ærlig. Du har sikkert også selv været der efter en lang sommerferie eller skadespause. Jeg har i hvert fald både set og oplevet det selv masser af gange.
Her skiller vandene så afhængig af den enkelte.
Nogen enkelte vil enten sige, at det skal i den grad være lyv og tvinger sig op på hesten igen til næste træning eller nogen tænker, at det var en lærestreg, jeg sætter lige lidt mindre go på næste gang og bruger lidt længere tid på at komme i gang igen. Begge disse grupper skal nok holde ved og kommer til at fylde på måtten igen. Det vil oftest være dem, der har trænet en del år eller har erfaring fra anden træning, så de er klar over, at det nok skal lykkes at komme i form igen, men at der skal en indsats til og ag at alt ikke kommer på den første dag.
Andre vil desværre hurtigt give op og sige, at ”det var ikke sjovt og det kan jeg ikke mere træne på samme måde. Så jeg kan lige så godt lade være med at komme igen”.
Det er her, instruktøren skal være opmærksom og fange den enkelte inden det går så langt ud, så det ender i ”jeg kommer ikke tilbage”.
Det er til gengæld sværere at udpege netop dem, der giver op, når de vågner ømme og stive i morgen. Jeg har selv set det udtrykke sig som irritation (”Øv, det er også noget skidt”), skyde skylden på andre (”du behøver ikke at kaste så hårdt”) eller vægring ved at sætte farten eller intensiteten ned, hvis de bliver opfordret til det (”Jeg kan godt. Der er ikke noget problem”).
Det er ikke nødvendigvis alene de tegn, du kommer til at se. Der er mange forskellige reaktionsmønstre. Hold øje og så kommer de nok.
Gør noget for alle.
Som deltager er det aldrig sjovt at blive opfordret til at sætte farten eller intensiteten ned. Slet ikke, hvis der bliver sagt kun til en enkelt, så alle de andre er klar over, at vedkommende nok er i lidt for dårlig form.
Jeg har derfor valgt i den slags situationer at sætte hele holdet til at arbejde med noget, hvor det ikke er så anstrengende, ikke er muligt at udføre så hurtigt eller bare er mindre hårdt for kroppen. Så bliver ingen udpeget individuelt og det var bare sådan træningen var.
Tænk over, hvad du vil gøre for dels at trække tilbagekommende ned i klubben, men lige så væsentligt, hvad vu vil gøre for at sikre, at de har en god oplevelse og at de kommer igen, selvom det gjorde ondt dagen efter.
Vi er i en usædvanlig situation i dette efterår. Det bliver spændende at se, hvor mange vi får tilbage og kan fastholde.
God fornøjelse. Vi ses på måtten.
Simon
- Indlægget står helt for min egen regning.
- Du er velkommen til at kommentere herunder, hvis der er noget, du er enig eller uenig i.
- Jeg forbeholder mig retten til at slette opslag, der ikke overholder god tone eller er irrelevante. Jeg sletter ikke opslag bare fordi skribenten er uenig med mig!
Kilder og links.
Mindre aktivitet:
https://www.dif.dk/da/politik/nyheder/nyheder/2021/02/20210225_coronaboern (der så også henviser til nedenstående)
Sttøtte muligheder fra DIF og DGI: https://www.dif.dk/da/forening/stoette